Altid fremad – Et budskab at kæmpe for

Altid fremad – Et budskab værd at kæmpe for

Af Magnus Hansson

Da jeg for første gang begyndte at nedfælde mine erindringer, med henblik på at de en dag skulle udgøre siderne i min selvbiografi, var det på baggrund af den strøm af henvendelser jeg fik, efter jeg i første sæson af Korpset – Gjort af det rette stof fortalte på åben skærm, at jeg var ramt af posttraumatisk stress. På det tidspunkt havde jeg ingen forestilling om, at dette ville eller kunne udvikle sig til både bog og foredrag.

Det var beskeder, jeg ville have troet primært kom fra veteraner. Men som det viste sig, var det fra helt almindelige mænd og kvinder, der alle så op til og følte sig inspireret af mit mod til at kunne fortælle om noget så personligt, på trods af min baggrund som elitesoldat. I bund og grund at jeg kunne fortælle om en svaghed, der i høj grad er anset som uforenelig med titlen jægersoldat. En holdning jeg engang selv havde.

For mit eget vedkommende var denne udmelding en af præmisserne for min deltagelse i Korpset og samtidigt et led i min egen behandling. Kunne jeg fortælle min største svaghed til Danmark og stadig stå ved den person jeg er, så havde jeg et levende bevis på, hvor langt jeg var kommet. Udviklingen af min behandling var blevet til noget håndgribeligt, som jeg kunne forholde mig til.

Det var på baggrund af dét, jeg tog en beslutning. Hvis et lille glimt af mig kunne have den store positive effekt, hvad kunne det så ikke gøre, hvis jeg delte hele min historie. Det var her bogen begyndte. At Altid fremad blev til er takket være de mange, der dengang skrev til mig.

Jeg har aldrig været meget for at gøre mig klog på, hvordan andre skal leve deres liv, eller hvad de kunne gøre for eventuelt at vende dårlige tider til gode. Omvendt er jeg en stor fortaler for selvudvikling gennem inspiration. Jeg har selv haft et utal af forbilleder og kilder til inspiration. En af disse beskriver jeg i bogen således:

” På andet år af HF sker der noget helt uventet: Jeg bliver grebet af undervisningen. Det går op for mig, at hvis jeg virkelig tager mig sammen, kan jeg sagtens score høje karakterer. Konkurrencemennesket i mig vågner, og jeg går fra at være småapatisk og drømmende om håndgranater og faldskærmsudspring til at blive klassens største stræber. Inspirationen kommer fra min matematiklærer, Michael. På grund af muskelsvind er han lænket til en kørestol. Det er svært for ham at bruge fingrene, men alligevel formår han at skrive på tavlen med kridt. Den viljestyrke gør indtryk på mig. Hvis han har mod, viden og disciplin til at rulle ind i klassen for at gøre os klogere, skylder jeg ham som minimum min fulde opmærksomhed. Resultatet er, at jeg for første gang nogensinde begynder at forstå matematik. Måske er jeg alligevel ikke helt så dum, som jeg selv går og tror. Succesoplevelserne i Michaels timer smitter af på de andre fag, og jeg arbejder som en hest. Ved skoleårets afslutning står jeg med et karaktergennemsnit, der svarer til 11,7 på den nye skala. ”

Det er denne form for inspiration, jeg håber kan give et glimt af lys i mørke tider og måske få dem, som behøver det, til at handle og aktivt gøre noget positivt for dem selv eller dem de holder af. Min historie er langt hen af vejen opskriften på ”how NOT to do it!” og havde jeg vidst de ting, jeg den dag i dag ved, kunne jeg nok have undgået en stor del svie og smerte. Jeg kan nu i stedet trøste mig ved, at andre kan lære af mine fuck-ups og forhåbentligt undgå at lave de samme fejl som jeg engang gjorde.

Selvom jeg har gjort mange ting, jeg ikke er stolt af og det er bestemt heller ikke er nemt at leve med den åbenhed, som jeg er blevet en stor fortaler for, vil jeg fortsætte med det, så længe der stadig står nogen derude, som kunne have behov for at mærke, hvad mit budskab kan gøre for dem.

Bogen bringer i sig selv historien og det store billede ud til læseren, men jeg har oplevet at dem, som er blevet mest påvirket og inspireret, er de personer, som jeg har haft æren at holde foredrag for. Det er også her, jeg kan komme tættest på de mennesker, der er i modtagerenden af mit budskab. For ikke nok med at jeg kan se at Peter på 2. række griner, når jeg fortæller åbent om brølere i min ungdom – og Karen på 4. række fælder en tåre, når jeg beskriver, hvordan jeg mistede alt livslyst og endte i et hul så dybt, at jeg i en periode troede selvmord var min eneste vej ud – så kan jeg omvendt også mærke dem! Jeg kan se at mange ligeledes har deres egen tunge bagage med på slæb og det giver mig et drive, til at levere det mest stærke budskab jeg overhovedet kan.

I sidste ende handler min historie ikke om en PTSD-ramt jægersoldat. Den handler om et menneske, der trods en af livets hårde tacklinger, har rejst sig igen. Denne gang stærkere end nogensinde. Uanset hvor man selv står, er vi mennesker bare ikke immune overfor modgang. Men vi kan selv være med til at diktere, hvordan vi vil håndtere det.

Altid fremad!
Magnus

MAGNUS HANSSON (f. 1986), tidl. jægersoldat og foredragsholder. Fra 2009 gjorde han tjeneste som operativ Jægersoldat, hvor han deltog i adskillige udsendelser til Afghanistan. I 2016 måtte han forlade jægerkorpset, efter at være blevet diagnosticeret med posttraumatisk stress. Magnus gør nu en aktiv indsats for at fortælle offentligheden om PTSD. Han medvirkede som instruktør i TV 2’s programserie Korpset – gjort af det rette stof sæson 1 (2017) og sæson 2 (2018).

Læs mere om Magnus Hansson