Guide: Genvind motivationen!

Genvind motivationen

Skrevet af Magnus Hansson

 

Kender du følelsen af at miste motivationen eller slet ikke at kunne finde den til at begynde med? Du har måske for lang tid siden lavet en aftale med dig selv om at nå et bestemt mål. Hvad enten det var at skære nogle minutter af din løbetid, tabe dig før sommerferien, eller spare nok sammen til udbetalingen på et parcelhus. Gang på gang ender det med at den ekspressrute, du oprindeligt valgte som vejen til at nå dit mål, viste sig at blive lang, snørklet og fyldt med overspringshandlinger og tilsidesættelser. Løbetiden rykker sig ikke, du endte med at vælge badedragten frem for bikinien og du bor stadig i den samme lille toværelses på 5. sal, du svor du vil være ude af inden året var omme.

Vi vil have det hele, men kunne vi selv vælge, skulle det helst ske uden at lægge for meget arbejde i det. For det målet der tæller og ikke vejen dertil. Det er ikke fordi vi er dovne. Det er tydeligvis heller ikke fordi vi ikke vil eller har lyst, for selvom vores forsøg slår fejl, så bliver vi ved med at sætte det samme mål gang på gang. Det er simpelthen fordi vi ikke er motiveret nok.

Vi kan som mennesker opnå de mest utrolige ting hvis vi bare er motiveret nok, men nogen gange kan det virke næsten umuligt at finde den frem. Og når den så endelig er der, så kan den uden varsel forsvinde, selv hvis vi blot kortvarigt mister fokus. Ofte kan det at bevare motivationen virke mere fjernt end selve målet.

I denne trin-for-trin guide, vil jeg dele mine erfaringer med målsætning og den process jeg bruger til naturligt at styrke motivationen. Den består af små simple opgaver, som vil hjælper dig til at genopdage den lykke der ligger i at opnå sine mål, så du fremover med succes kan sejre.

Trin 1 – Lav en bucket-list

En bucket-list er den engelske betegnelse for en liste med ting du vil opnå inden du forlader denne jord. Den behøver ikke at være prioriteret, men lad være med at begrænse dig selv. Forestil dig at du kan alt og, om nødvendig, er uovervindelig. Ingen mål er for store eller små og du må sætte ligeså mange på som du har lyst, så længe det rent faktisk er ting du virkelig vil. Skriv din liste og giv dig tid til at få det hele med.

Trin 2 – Vælg hvad er vigtigst

Med din liste i hånden foran dig, forestil dig så nu, at du kun har 30 dage tilbage at leve i. Det kan lyde dystert, men formålet er at tvinge dig til at tage en beslutning, om hvilket af dine punkter, du vil have krydset af, hvis du bare skulle nå ét eneste af dem. Hvad er det vigtigste for dig lige her og nu, som du kan nå på 30 dage?

Trin 3 – Definér dit mål

Når du har valgt hvilken ting fra din bucket-list, der er vigtigst for dig, så skal du forvandle det til et mål. Det gør du ved at formulere det til noget skarpt og præcist. Et mål skal være målbart. Hvis det du valgte, var at du gerne ville tabe dig, så skal du nu definere hvor meget. Er dit ønske at være mere social, så definér over for dig selv hvad det indebærer. Du må, for øvelsens skyld, acceptere det højeste niveau du kan nå på 30 dage. Skriv dit færdige mål, øverst på et blankt stykke papir.

Trin 4 – Pro’s & con’s

Pro’s and con’s, altså fordele og ulemper, er en simpel måde at anskueliggøre dit mål i sin helhed. Alt lige fra de små ting her og nu, til de større på lang sigt. Da de fleste af os sætter mål der gør os godt, får du nok svært ved at finde særlig mange ulemper, men det er helt okay. Skriv din pro/con-liste på papiret lige under dit mål.

Trin 5 – Læg en plan

Det kan variere meget, afhængigt af dit mål, hvordan du skal gribe det an, men uanset hvad er det nødvendigt at lægge en plan så du kommer rigtigt fra start. Er dit mål at tabe dig 5 kg, kan planen være at ændre dine kostvaner og snuppe en ekstra træningsdag ugentligt. Jo mere præcist, du laver din plan, desto mere har du at støtte dig til når du skal iværksætte den. Har du ingen idé om hvordan du skal gribe det an, kan din indledende plan være at få hjælp til at lave én.

Trin 6 – Boost motivationen

Du har nu ét mål. Du forstår hvorfor du bør forfølge dit mål. Du har en plan. Og du har 30 dage til at nå det! Intet kan gå galt… Eller hvad? For der var jo lige dét der med at fastholde motivationen. Indtil nu har du nok siddet med iver og lyst, mens du drømmede om mål og lavede lister og planer. Men grunden til du har læst med så langt er fordi din erfaring siger dig den iver ikke altid holder ved. Det er her du skal minde dig selv om hvorfor det er du gør som du gør.

Dit papir, med dit mål og din pro/con-liste, er din booster. Hver eneste morgen, skal du læse dit mål og din pro/con-liste højt for dig selv. Hæng den evt. på badeværelsesspejlet eller indersiden af din hoveddør, så du ikke kan undgå den inden du begynder din dag. Det er vigtigt du gør det konsekvent hver morgen. Boosteren vil hjælpe dig til at fastholde dit drive og holde dig målrettet. Har du en dårlig dag, hvor du mærker den tunge modstand indefra, så læs den igen på jobbet, i skolen eller før du skal ud at træne. Her er det en god idé at have boosteren liggende på mobilen.

Det lyder simpelt, men min erfaring har vist mig at det oftest er de mest simple løsninger, der viser sig at være de mest effektive. Nu er 30 dage en overskuelig rum tid og derfor er de fleste mål, som kan nås her indenfor, også af overskuelig størrelse. Guiden er ment som en moralebooster. Ved at holde ved din målsætning og nå til vejs ende, så får du forhåbentligt blod på tanden til at turde tage skridtet mod større drømme. Teknikkerne kan dog stadig bruges uanset hvor store mål du sætter.

Altid fremad!

Magnus